

Lisa Höfling vil I denne workshop lære dig at binde små koste i appalachisk stil. De små koste, som laves i hånden med relativt enkle metoder, er perfekte til at bruge ved arbejdsbordet, eller som en smuk gave til en kær.
Den her type koste stammer fra Appalacherne i Nordamerika, og nød udbredelse i det 18. århundrede. Her begyndte landmænd at dyrke ”Broomcorn” (dansk: ”Almindelig durra”), som er en stærk og holdbar plantefiber.
Gennem workshoppen vil Lisa gennemgå forskellige traditionelle bindeteknikker og stilarter, såsom ”hawks tail” eller ”turkey wing”, og der vil blive arbejdet med både Broomcorn og Tampico fibre. Man er også velkommen til at medbringe egne materialer til afprøvning – f.eks. gedehår eller hestehår, eller hvis du har vævede bånd som du vil have hjælp til at indbygge i din kost.
Dette kursus er begyndervenligt, og alt er inkluderet.


Lisa Höfling er en sløjdentusiast fra Sverige, som gennem det meste af sit liv har beskæftiget sig med håndværk af den ene eller anden art. Hun har en stor kærlighed til kostebinderi, har baggrund inden for bygningsvedligeholdelse og tækning af stråtage, og studerer nu møbelsnedkeri på Capellagården på Öland.


