På denne familieworkshop for både børn og voksne vil der være højt til loftet. Indholdet vil variere alt efter deltagernes ønsker og færdigheder, og vil som start tage udgangspunkt i at lave en lille fløjte ud af en frisk hyld- eller hassel gren.
Efterfølgende vil der i workshoppen blive mulighed for at fordybe sig i at lave smøreknive, skeer, spøgefugle, monsterdyr, tryllestave, små skåle og krympedåser. En større familieopgave over weekenden kunne også være at lave en lille bænk/skammel med ben i tørre hasselgrene og sæde i vådt træ.
Der arbejdes fortrinsvis med sav, flækkejern, økse, båndkniv, tængsel, huljern, kniv, skekniv og bugthøvl. Der vil også være boremaskiner til rådighed samt diverse snittebænke, huggeblokke, maling og “pynt”.
Man må meget gerne medbringe sit eget snittegrej – kniv, båndkniv, skekniv eller andet.
Jørn Thomsen er passioneret håndværkslærer og har gennem tiden undervist både i folkeskole og på Vingsted Jernalderlandsby. Han smeder selv værktøj og beskæftiger sig primært med grøn sløjd, trædrejning.
Familieworkshoppen løber over to dage og er den eneste workshop hvor børn (u. 18 år) kan deltage.
OBS: Vi gør opmærksom på at deltagende børn skal være ifølge voksne – og selvom der er kyndig vejledning i sikkerhed med alt værktøj, er deltagelse selvfølgelig på eget ansvar.







