
Birkebark (näver) er et fantastisk, smukt, og brugbart materiale med mange anveldelser. Det er et populært og vidt udbredt materiale i sløjdverdenen til at fremstille knivskeder af, men så snart man kigger nærmere ind i denne afgren af sløjden finder man utallige anvendelser og mulige produkter. På denne workshop vil Birgitte Rames give dig mulighed for at lære materialet bedre at kende.
Du får introduktion til birkebark som materiale, og hvordan det kan (og ikke kan) bearbejdes, for at du kan få et dejligt anvendeligt produkt ud af det.
Du vil få vejledning til at lave knivskeder til dine snitteknive, og/eller en mindre skål foldet af et enkelt, helt stykke birkebark.
Birgitte er uddannet sløjdlærer og har arbejdet med birkebark i over 20 år. Hun har erfaring med snart sagt alle teknikker som birkebark traditionelt har været anvendt til, og har opfundet et par nye derudover. Se nogle af Birgittes kreationer på instagram.
På workshoppen skal deltagerne helst medbringe en god stabil hobbykniv og snittekniv. Hvis man har mulighed for at medbringe et stort skæreunderlag eller syle i størelsen 1½-2 mm vil det være rigtig godt. Der vil være materialeudgifter forbundet med workshoppen, so afregnes med Birgitte.


