En spiseske skal gerne være pæn, men fremfor alt skal det føles rigtigt, når skeen kommes ind munden og trækkes ud igen. Her spiller valg af træsort, skeens orientering i forhold til træets fiberretning samt skebladets/laffets udformning en vigtig rolle.


At lave en spiseske i træ der er smuk og samtidigt udfordrer den slanke metalskes “mundfølelse” er en udfordring Morten hele tiden prøver at blive klogere på. Morten vil introducere deltagerne for egne overvejelser i forhold til design og materialevalg. Han vil guide deltagerne gennem processen, fra start til slut, fra at tegne på det friske stykke træ, til det grove øksearbejde og sidste finish med kniv. Der vil blive arbejdet med økseteknik, snittegreb og være fokus på hvordan facetter ikke blot bruges som dekoration, men også som en systematisk fremgangsmåde til at styre processen mod den ønskede form.
Det er ikke et begynderkursus og det vigtigt, at deltagerne i forvejen føler sig nogenlunde sikre i brug af snitteøkse.
Morten har altid arbejdet med træ. Som barn havde han sit eget værksted på forældrenes ødegård i Sverige. Her snittede han woblere i træ, bankede rødglødende søm til brevknive og lavede buer i hassel. I skolen introducerede en lærer ham for at snitte skeer og måske var dette grunden til at han 30 år senere fik lyst til at kaste sig ud i håndværket igen.
Morten er uddannet lærer, senere tømrer og underviser på et teknisk gymnasium i træ- og metalarbejder.
Han arbejder med mange forskellige sider af håndværk, lige fra regulært tømrer/snedkerarbejde, småsløjdprojekter til fremstilling af møbler i stål og træ. For omtrent 10 år siden blev han grebet af den grønne sløjd og særligt det at snitte skeer har fyldt meget.

